Marx', Engels', Lenins og Stalins teori er universelt anvendelig. Mao Tsetung (1938) |
Følgende er taget fra "Marxismen Leninismen Mao Tsetung Tænkningen - en introduktion" udgivet af Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister, marts 1972. |
| Igennem 50'erne stod den socialistiske lejr sammen over for den kapitalistiske modoffensiv. Men fra sidst i årtiet blev modsætningerne mellem på den ene side partilederne i Sovjetunionen og de østeuropæiske lande og på den anden side de kinesiske og albanske kommunister stadig skarpere, indtil det i juli 1963 kom til det endelige brud. Hvad drejer denne "ideologiske strid", der blev og bliver udkæmpet i kommunistiske partier over hele verden, sig om? For at forklare hvorfor modsætningerne opstod inden for den kommunistiske verdensbevægelse, er det nødvendigt at ridse udviklingen først og fremmest i Sovjetunionen op. Vi skal her holde os til de grundlæggende analyser som de kinesiske og albanske kommunister har foretaget. Den politik som Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) førte fra revolutionen og frem til efter 2. verdenskrig, var i hovedsagen korrekt. Det lykkedes at forsvare Sovjetunionen mod de reaktionæres anslag, højre- og "venstre"-oppositionen (venstre i ord, højre i handling) i partiet blev energisk bekæmpet, socialistiske produktionsforhold blev gennemført i industri, landbrug og handel. Men da Sovjetunionen var det første socialistiske eksperiment overhovedet (bortset fra Pariserkommunen), blev der naturligvis også begået en del fejl. De sovjetiske kommunister efter Lenin erkendte faren for at de besejrede udbytterklasser samen med det fjendtlige kapitalistiske udland ville forsøge at få et comeback; men de regnede med at når disse fjender var overvundet og når der var skabt socialistiske produktionsforhold, så ville en socialistisk overbygning vokse frem af sig selv. således ville udviklingen hen imod kommunismen gå temmelig glat og klassekampen efterhånden stilne af. Udviklingen skulle imidlertid snart vise at dette var en forkert antagelse. Man var ikke tilstrækkelig opmærksom på den fare for socialismen som det fremvoksende lag af vellønnede og velsituerede partibureaukrater, virksomhedsledere og teknikere, intellektuelle og officerer udgjorde. Umiddelbart efter revolutionen havde den unge sovjetstat for at få produktionen i gang været tvunget til at købe borgerlige teknikere over ved at betale dem meget høje lønninger. Da de borgerlige teknikere kunne afløses af teknikere og ingeniører udgået fra arbejderklassens og bøndernes rækker, fik de også de samme høje lønninger og fjernede sig efterhånden fra masserne. Efterhånden forlod partiet princippet om at partifunktionærernes løn ikke måtte overstige gennemsnitslønnen for faglærte arbejdere. Både Lenin og Stalin advarede gentagne gange mod bureaukratiseringen af parti- og statsapparatet, og understregede nødvendigheden af at partiet opretholdt nære bånd med masserne, men man formåede ikke i tilstrækkeligt omfang at føre erkendelsen ud i praksis. Senere har man erkendt at Stalin og partiet som helhed ikke skelnede klart nok mellem modsigelser mellem folket og fjenden og modsigelser inden for folkets, dvs. arbejdernes, bøndernes og de intellektuelles rækker. Således blev opgøret mod de kontrarevolutionære kræfter gennemført uden at masserne blev tilstrækkeligt inddraget i kampen. Partiet gennemførte ikke masselinjen som et grundlæggende princip i sit arbejde. Derfor blev resultatet ikke så grundigt som tilsigtet og en del klassefjender beholdt deres poster. Under krigen søgte partiet at samle alle dele af Sovjetunionens befolkning til en fælles kamp mod de fascistiske aggressorer. Denne samling var nødvendig og rigtig, men under denne enhedsfront tenderede partiet til at undervurdere at klassemodsætningerne fortsat eksisterede i sovjet-samfundet. Denne politik fortsattes efter sejren i 1945 og i tråd hermed fik de store sejre partiet til at overvurdere konsolideringen af socialismen, især den socialistiske overbygning, i det sovjetiske samfund. Denne udvikling medførte at folket blev vænnet til at modtage partiets direktiver temmelig passivt og uden grundigere diskussioner, og at de proletariske kræfter inden for partiet ikke var godt nok rustede til at tage kampen mod højrekræfterne op da disse fra og med den 20. partikongres i februar 1956 satte deres storoffensiv ind under førstesekretæren Nikita S. Hrustjovs ledelse og tilrev sig magten. I de følgende år konsoliderede de privilegerede lag deres magt og konstituerede sig som en ny herskende klasse. Formelt ejede folket stadig produktionsmidlerne, men reelt tilfaldt merproduktet det nye statskapitalistiske borgerskab. En lignende udvikling fandt sted i de østeuropæiske lande og i Den mongolske Folkerepublik. I de fleste kommunistiske partier uden for den socialistiske lejr overtog højrekræfterne i samme periode kontrollen over partierne. Grunden til at højrekræfterne sejrede her er adskillige. En ikke uvæsentlig årsag var at kommunister verden over betragtede SUKP som den kommunistiske bevægelses centrum. Denne holdning blev yderligere styrket under 5o'ernes anti-kommunistiske hetz, hvor ubetinget solidaritet mød den socialistiske hovedmagt, Sovjetunionen, var en helt selvfølgelig ting. Vigtigere var det dog at der inden for de enkelte kommunistpartier var grobund for revisionistiske idéer. For de vesteuropæiske kommunistiske partiers vedkommende gælder det at de efter 1945 oplevede en stærk tilstrømning af nye medlemmer uden nogen særlig politisk skoling og ofte med en småborgerligt præget tankegang. Disse nye medlemmer var ikke hærdede i klassekampen og havde ikke tilbundsgående forståelse af de kommunistiske partiers politik og var derfor lette at få til at vakle under den Kolde Krigs stadige pres mod kommunister. Sammen ned en ofte mekanisk videreførelse af 3o'ernes folkefrontspolitik betød dette en ideologisk stagnation. Efterhånden ophørte de indre diskussioner med at eksistere, hvilket medførte at ledelsen efterhånden udviklede sig til et reelt partibureaukrati. Disse partier var slet rustede til at afvise den revisionistiske offensiv. Det nye borgerskabs ideologi er den moderne revisionisme: i forholdet til de kapitalistiske lande proklamerede den fredelige sameksistens som generallinien for den kommunistiske verdensbevægelse i modstrid med det leninske princip om den proletariske internationalisme og den revolutionære kamp som generallinie, medens den fredelige sameksistens er underordnet denne generelle politik. Parallelt hermed satte man den fredelige overgang til socialismen op som strategien for de kommunistiske partier i de ikke-socialistiske lande. I modsætning hertil har Kinas kommunistiske Parti og Albaniens Arbejdets Parti hele tiden konsekvent fastholdt den leninske linje. På hjemmefronten bekendtgjorde SUKP på sin 22. kongres i november 1961 at sovjetstaten nu var "hele folkets stat" og partiet "hele folkets parti" (for en marxist er disse to begreber i sig selv absurde!), man afskrev med andre ord proletariatets diktatur og klassekampen og sagde, at der ikke mere eksisterede klassemodsætninger, hvorfor man nu kunne begynde at opbygge kommunismen!fortsættes... Kommunisme |
Om proletariatets opgaver i den nuværende revolution |
Om dobbeltmagt |
En udenforståendes råd |
Spørgsmålet om Stalin |
Er Jugoslavien et socialistisk land? |
Om modsigelse |
Citater af Formand |
|
|
Om leninismens grundlag |
Ti provokationer til spørgsmålet "Hvad er socialisme?" |
|
|
Revolutionary Democracy is a half-yearly theoretical and political journal published in April and September from India. It contains materials on the problems facing the communist movement, particularly relating to Russia, China and India, the origins of modern revisionism, the restoration of capitalism in the USSR, developments in the international communist movement. |
| "Vi ved at overgangen fra kapitalisme til socialisme er en meget vanskelig sag. Men vi er rede til at gennemgå tusinde af vanskeligheder og gøre tusinde forsøg, og efter tusinde forsøg vil vi prøve tusind og en." |
V.I. Lenin |
