Den historiske materialisme er den dialektiske materialisme anvendt på det menneskelige samfunds udvikling.

Marx og Engels slog fast at de materielle produktionsbetingelser er grundlaget for de samfundsmæssige forhold, og at historien derfor grundlæggende er historien om de arbejdende masser og disses handlinger. og at samfundenes udvikling er et resultat af sammenstød mellem modsætninger.

Klassesamfundet er et produkt af produktivkræfternes udvikling. Klassesamfundets udvikling og i sidste ende dets undergang er ligeledes grundlæggende et produkt af produktivkræfternes udvikling. Den kraft, der i sidste instans er bestemmende for al samfundsmæssig udvikling, udspringer af modsætningen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene.
Den herskende udbytterklasses begær efter merprodukt fremmer produktivkræfternes udvikling, men samtidig er den private ejendomsret til produktionsmidlerne i sig selv en hæmsko for deres udvikling. Denne modsigelse er basis for den uafladelige klassekamp, kampen mellem den magthavende klasse og de undertrykte. I det menneskelige samfunds udvikling fra ursamfund til kommunisme er det klassekampen der er den drivende kraft.

I ursamfundet produceredes der ikke mere end at samfundets medlemmer lige kunne opretholde livet - der var ikke basis for at nogen kunne tilegne sig mere af det fælles produkt end andre. Dette blev først muligt, da produktivkræfterne blev så udviklede at samfundet kunne producere mere end det fælles eksistensminimum; derved opstod et merprodukt, som de stærkeste kunne tilegne sig på de øvriges bekostning. Efterhånden blev flere og flere undertvunget som slaver gennem krige og gennem gældsforhold. Slaverne var en nødvendighed for en yderligere forøgelse af produktet. Samfundet var hermed delt i to hovedklasser med fundamentalt modstridende (antagonistiske) klasseinteresser - herrer og slaver, udbyttere og udbyttede.

Samfundets overbygning er betinget af hvordan samfundets basis er indrettet. I et klassesamfund bærer enhver idé og forestilling en klasses præg - den herskende ideologi er den herskende klasses ideologi. For at bevare sin magt opbygger den herskende klasse et statsapparat.

Marx understreger at forholdet mellem basis og overbygning ikke må opfattes ensidigt og mekanisk: som dialektiker erkender han, at der findes et gensidigt og sammensat forhold mellem menneskenes samfundsmæssige væren og deres samfundsmæssige bevidsthed. Det afgørende er at menneskenes bevidsthed i sidste instans er afledt af de materielle betingelser.

Ud fra deres undersøgelser viste Marx og Engels at med samfundsudviklingen vil modsigelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene skærpes så meget at de sidste bliver en hindring for produktivkræfternes udvikling, med andre ord at klassemodsætningerne bliver så stærke at den herskende klasse må styrtes for at produktivkræfterne skal kunne udvikles videre.

For at konkretisere ovenstående vil vi se lidt nærmere på den kapitalistiske samfundsformation.

fortsættes... Politisk Økonomi